Gaver, den norske Kirke har faaet af nogen privat Giver, men Bispestolen fik da, som vi skulle se, ikke lang Tid til at glæde sig over Erhvervelsen. Det er ellers ret interessant at se, at Biskop Mogens har kunnet tænke paa noget saadant et halvt Aar efter, at Christian III. havde tilintetgjort Catholicismen og fængslet Bisperne i Danmark, hvorefter det jo maatte synes at være kun et Tidsspørgsmaal, hvormange Maaneder, Uger eller Dage det vilde vare, inden den samme Revolution skulde gjennemføres i Norge.
Hr. Truid maatte naturligvis snarest muligt gjøre en Reise til Norge, og det traf sig saa, at han kom til at forbinde et offentligt Ærinde med sit private, idet han, sikkert ikke uvillig, sattes i Spidsen for den betydelige Styrke, som sendtes til Norge i Foraaret 1537 for at fuldbyrde dets Underkastelse under Christian III. og det danske Rigsraad. Den 1ste Mai var han i Bergen, hvor Fru Inger strax maatte finde sig i at afstaa ham Knut Alfssøns Gods i Nordland.[1] Efter saa at have været i Trondhjem finde vi ham noget over Midten af Juni ved Hamar, hvor Biskoppen en kort Stund gjorde Mine til at ville forsvare sin Borg. Enden blev, som bekjendt, at den gamle Biskop maatte vandre som Fange til Danmark. For Sikkerheds Skyld lod Hr. Truid ham udstede en Renunciation paa Grefsheim[2] (for at det ikke med Bispestolens Gods skulde gaa til Kronen). Derhos lod han en Kannik paa Hamar, hvis Alter (St. Annas) og Præbende var stiftet af Alf Knutssøn, erkjende, at han nu havde dette af Hr. Truids Naade, og at det skulde hjemfalde til ham, om ikke Tjenesten overholdtes.[3] Iver Jenssen
