Kronen. Hans Søn Karl forlod imidlertid, da han var bleven sin Stifbroder den unge Hr. Sten Stures Uven, Sverige, søgte og erholdt Forsoning med Christiern II og indtraadte i hans Tjeneste. Han forekommer som en af hans mest betroede Krigsmænd og en af Hovedanførerne i Felttoget 1520.[1] Han fik saaledes sin Faders Eiendomme igjen uden, som det synes, at dele dem med sine Søskende, der jo under disse Omstændigheder neppe heller kunde gjøre Krav paa nogen Andel deraf, da Tilbagegivelsen var en personlig Naade mod Karl, men han kom ikke til længe at nyde godt heraf, thi han faldt 1520 under Beleiringen af Stockholm. Han havde ikke været gift. Broderen Erik, der var forbleven i Sverige og ganske betragtedes som svensk Mand, blev nogle Maaneder senere henrettet i det Stockholmske Blodbad. Han havde været gift med Margrete Vasa, et Næstsøskendebarn af den senere Konge Gustav Erikssøn, men Ægteskabet var barnløst.[2]
Saaledes var af den norske Gren af Rose-Ætten nu kun Kvinder tilbage. Først var der Knut Alfssøns ugifte Søster, Karine. Saa kom Knuts egen Datter Bodil. Denne,var dog vist i 1520 allerede død eller levede ialfald ikke længe derefter, men hun havde en Datter af sit Ægteskab med en forøvrigt temmelig ubekjendt svensk Adelsmand Fader Nilssøn (Sparre) til Hjulstad ved Enkøping,
- ↑ Allerede før Slaget ved Brännkyrka (1518) har han, hvad Allen ikke har været opmerksom paa, havt en Commando i Krigen, se Scr. Rer. Svec. I, 2, p. 205.
- ↑ Fru Margrete (en Søster af Fru Ebba, gift med Erik Abrahamssøn Leionhufvud og senere Kong Gustavs Svigermoder) ægtede siden den tydske Eventyrer Bernhard v. Melen, der en Tid opholdt sig i Sverige, men siden forlod det, og voldte Kong Gustav store Ærgrelser.
