Tanken om det 16de Aarhundredes store Krigsskibe, at Forfatteren har sat dette Tal ind. P. A. Munch og flere nyere har ganske med Urette fulgt denne sene Forfatter, uagtet man havde en bedre Opgift fra samtidig Kilde.
Beretningen i „Fundatsen“ blev udskrevet i den Del af „Bergens Rimkrønike“, som findes i Haandskrift fra 1594; ogsaa her kan man derfor læse om de „4 Orlogsskibe“. Men Rimkrøniken har ogsaa et eiendommeligt Tillæg, hvis Værd her maa undersøges. Der staar nemlig:
Paa den tidt var Bergen befallet en mandt
Her Otte Remmer, saa hedt han
hand var ikke i Bergen, der denne schade skeede
men hand forsamblede folck effter de skiffe at lede.
Der hand ei skibene kunde naa,
saa satte band seigel høit paa raa,
och monne strax til Bergen fare,
och slo deri de tyske kiøbmendt i skare
som de, der kommer blandt faar mod bondens villie,
hvilket skeede 1397 aar,
efter Guds søn Iesu fødder vaar.
Rimsmeden er ikke bleven var, at hans Kilde (Fundatsen) kun taler om Wismarerne; han lader Angriberne være „Stæderne“ (de vendiske Stæder), og Hevnen kommer derfor med Rette over de „tyske Kjøbmænd“. Denne Beretning er nu aabenbart Digt, thi hvis Befalingsmanden i Bergen skulde have ihjelslaaet de tyske Kjøbmænd i Bergen til Straf for Vitaliebrødrenes Overfald, vilde vi nok have hørt derom ved Hansedagene i 1393—95 eller ved Forhandlingerne med Dronning Margrete. Besynderligt nok har P. A. Munch og efter ham Y. Nielsen fulgt Rimkrøniken; P. A. Munch forudsatte dog, at Traditionen maatte være unøiagtig, thi han vidste, at
