Efterfølgere, som ellers ansees for mest konsekvent at have gjennemført Sverreættens monarchiske Principer, skulde have ladet sig krone i Trondhjem. Ligesaa besynderligt er det, at Haakons Efterkommere gjennem hans Datter skulde ganske have undladt Kroningen i Norge, uagtet ialfald Magnus Erikssøn blev kronet i Sverige i 1336. Endelig ser det ogsaa besynderligt ud, at da Kristofer af Baiern blev kronet i hvert af Rigerne, valgte han i Norge at krones i Oslo, som efter den sædvanlige Opfatning aldrig havde været Kroningsstad.
Der synes saaledes at være Grund til at undersøge, om der ikke skulde være noget urigtigt i den historiske Overlevering, og ved nærmere Undersøgelse er jeg kommet efter, at Listen maa omgjøres paa to Punkter.
Jeg skal for det første vise, at Kristofer ikke er den første norske Konge, som lod sig krone i Oslo. Allerede Munch har været inde paa den Tanke, at Magnus Erikssøn har ladet sig krone i Oslo i August eller September 1337, og har fremført gode Grunde herfor[1]; han har imidlertid overseet, at der findes en udtrykkelig Oplysning herom i en islandsk Annalsamling. I det Brudstykke af islandske Annaler fra 14de Aarhundrede, som er fundet i Skálholt og efter, hvad jeg har paavist, skrevet paa Mǫdruvellir, staar nemlig ved Aar 1337: „Kong Magnus kronet i sit 19de Regjeringsaar og 21de Aldersaar.“ Denne Kroning kan nemlig ikke være hans svenske Kroning, thi denne foregik i Stockholm i 1336 (21. Juli), da han var i sit 18de Regjeringsaar (i Sverige) og 19de eller 20de Aldersaar. Tidsregningen for Magnus’s Regjeringsaar er sikker nok, thi den regnes fra 8. Juli 1319 i Sverige og 24. Aug. s. A. i Norge; Mag-
- ↑ Unionsperioden I, 205–7.
