sin Beskyttelse, der ligeledes var paa Hjemveien fra et Besøg hos Kongen.
Munch har her[1] optaget Læsemaaden Sandasund fra et enkelt Haandskrift (Eirspennil) som „aabenbart rigtigere“. Han sigter dermed tydeligvis til den bekjendte Udhavn Sandøsund i Kristianiafjorden, ved Østsiden af Tjømø.
Det bliver dog nok nødvendigt at holde sig til Læsemaaden Sandefjord, eftersom Sandøsund har Navn af den udenfor liggende Sandø og paa Sagaens Tid maa have bedet Sandeyjarsund.
Munchs Grund til at forkaste Sandefjord har formodentlig været den, at det vilde være mindre paafaldende at finde flere udenlandske Handelsskibe paa denne Aarstid samlede i Sandøsund end i det mere afsides, længere ind fra Leden liggende Sandefjord.
Det kunde dog jo godt tænkes, at Havisen havde drevet dem ind netop til det sidste Sted[2]. Desuden kunde der nok ogsaa være Mulighed for, at de havde Ærinde der, at de vare komne for at hente Trælast[3].
Det bliver visselig paafaldende at finde Udførsel drevet fra Sandefjord midtvinters i 13de Aarh. Men paafaldende er det i ethvert Fald at se et større Antal
- ↑ NFH. d 682.
- ↑ Jfr., hvad der siges om Isforholdene i denne Vinter længere nede i Sagaen (Kap. 124): „Der var da saa megen Is (i Havet) i Viken, at ingen kunde mindes sligt; om man gik op paa de høieste Fjelde, var ingen Aabning at se, men vel en Mængde indefrosne Skibe. Folk, som kom gaaende i Land fra Skibene, havde været indtil et Døgn om Veien og havde ikke seet nogen Aabning udenfor. Mange Skibe blev sporløst borte om Vaaren“.
- ↑ Se herom nærmere Alexander Bugge, Handelen mellem England og Norge, ovenfor S. 139 ff.
