Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/286

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Nordre Mesna, og dens Dal kunde nok passe i Sagaens Fremstilling. Men ogsaa her melde sig sproglige Indvendinger. Elvens Navn lyder efter de paalideligste Opgaver i Stedets Udtale Nævla, med „tyk“ l[1], hvilket synes at udelukke Muligheden af sproglig Forbindelse med Nafardalr.

Der gives et Stedsnavn, som sproglig ganske svarer til dette: Næverdalen, som det almindelig skrives, i Inset Anneks i Kvikne: I denne Gaard har allerede Kraft[2] villet finde Sagaens Nafardalr. Gaarden kaldes i Virkeligheden Naavaardalen, og den lille Elv, som her falder ud i Orkla, og hvorefter den har Navn, Naava, med Enstavelsesbetoning. Disse Nutidsformer svare efter Egnens Dialekt nøiagtigt til Nafardalr og Nǫf. Men Realitetsgrunde forbyde at tænke paa dette Sted. Vare de Reisende komne saa langt mod Vest, maatte de[3] have fortsat Reisen langs Orkla og kunde ikke være komne til det meget østligere liggende Aalen.

Man bliver altsaa vel nødsaget til foreløbigt at give Afkald paa at stedfæste det omstridte Navn.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 10 (Fornm. s. IX 247, jfr. S. 202 og 204). Da Indtrønderne paa Grund af Dyrtid længe vare udeblevne med Leding og andre Udredsler, holdt Kong Inge i 1213 Møde med dem paa Raumathing; det kom her til Kamp mellem Kongsmændene og Bønderne, og det endte uden Forlig. Aaret

  1. Velvillig meddelt af Overlærer K. Nilssen paa Lillehammer. Tidligere var mig opgivet Nævra, med kort Vokal, tydeligt r og Tostavelsesbetoning, en Form, som forresten heller ikke vilde stemme med Nafardalr.
  2. Beskr.1 I 614.
  3. Som allerede bemærket af Munthe.