denne Text giver en tilfredsstillende Mening. Havde Bønderne østenfor Elven forligt sig med Kongen, vilde han selvfølgelig ikke have brændt deres Gaarde, men det er jo netop østenfor Elven, han lader brænde. Kunde der være nogen Tvivl derom, saa maatte den falde bort, naar Store Dal sees at være blandt de brændte Gaarde.
Uforstaaeligt bliver endvidere det i Hovedhaandskriftet tillagte um Agðir. Paa det vel kjendte Landskab Agder i det nuværende Kristiansands Stift kan selvfølgelig ikke tænkes her. Munthe[1] retter det til Ábygðir, hvilket da skulde være et Bygdenavn, svarende til Folkenavnet Ábyggir, som man har i den oftere nævnte Ábyggja skipreiða; denne omfattede foruden Hvaler det nuværende Borge Pgd., eller Egnen nærmest øst for Glommen paa denne Kant.
Denne Rettelse kan ikke godkjendes. Navnet Ábygðir forekommer ikke ellers; om Folkene kaldtes Ábyggir, følger ingenlunde deraf, at Bygden kaldtes Ábygðir, helst da man jo havde et andet, vistnok ældgammelt Navn paa den samme Bygd, det paa mange Steder forekommende Ámorð. Dertil kommer, at man, om Navnet virkelig har været brugt, maatte vente at finde det i Entalsform, Ábygð, da det kun er en enkelt Bygd, Borge Sogn, som det her kan være Tale om.
Sandsynligvis er paa dette Sted i Sagaen tidlig indkommen en Feil, som ligger bag alle de nu kjendte Textformer. Det vilde kanske være for dristigt at gjette, at Ordene „allt fyrir austan ána um Agðir“ i det Haandskrift, hvorpaa Texten i Fornm. s. beror, er et Indskud af en Afskriver, som ikke har havt noget Lokalkjendskab her og er kommen til at tænke paa den oftere
- ↑ III 136.
