Skjeberg og sender Bud til Omegnens Bønder, at de skulle komme og forlige sig med ham. „Nogle kom, andre ikke, og det var de fleste, overalt østenfor Elven omkring paa Agder (um Agðir)“; de forlod sig paa, at Reglerne vilde komme dem til Hjælp. Kongen gjorde da, efter at have ventet paa dem en Stund, Landgang „paa det nordre Land“ (altsaa opover gjennem Skjeberg) og fandt alle Gaarde i Bygden øde. Ud paa Dagen vendte han om og lod sine Folk paa Tilbageveien brænde Bygden, delte i to Afdelinger, som tog hver sin Side af den. Blandt de brændte Gaarde nævnes en enkelt, Store Dal vestligst i Skjeberg. Dagen efter kom alle Bønderne og underkastede sig.
Saaledes lyder Texten i Udgaven i Fornm. s. I Flatøbogen[1] gives det ovenfor ved Anførselstegn udhævede Sted i væsentlig forskjellig Skikkelse: „nogle kom og indgik Forlig, andre ikke; alle østenfor Elven kom, men ingen ellers“. Det tredie Haandskrift, om hvis Textform Oplysning haves, Eirspennil, forkorter Stedet saaledes, at der ikke bliver nogen Vanskelighed ved Forstaaelsen: „nogle kom, andre ikke og det var de fleste“. Skaalholtshaandskriftets Textform kjendes ikke.
Med „Elven“ kan der alene menes Glommen; ingen anden Elv kunde i denne Sammenhæng nævnes saaledes uden nærmere Bestemmelse. Men da bliver det høist besynderligt, hvad Sagaen fortæller efter Texten i Fornm. s., at det var Folkene østenfor Elven, som ikke mødte. Sverre laa jo med sin Flaade østenfor Glommen, og de løb altsaa størst Fare ved at udeblive.
Flatøbogen fortæller lige det modsatte, at de østenfor Elven boende Bønder alle kom. Men heller ikke
- ↑ II 691.
