Munch[1] undgaar denne Vanskelighed ved paa det sidste Sted istedetfor Áleyjarsund at optage et enkelt Haandskrifts Læsemaade Laugjarsund, der, som han med Føie bemærker, ogsaa maa kunne læses Langjarsund og kunde tænkes at være en Forvanskning af Langeyjarsund. Dette er, mener Munch, Sundet mellem Langøen og Oddekalven[2] nordenfor Ytre-Sulen.
Heri har M. vistnok Ret[3]. Det nævnte Sund ved Langøen har Ankerplads og ligger bekvemt for Folk, som vilde holde Øie med Fiender, der ventedes at ville komme nordfra og tage den endnu almindelig brugte Led gjennem Ytre Steinsund, indenfor Ytre Sulen. Fra Høiden paa Oddekalven har man fri Udsigt nordud over Laagøfjorden henimod Drevøerne.
Hermed kan vel dette Punkt betragtes som klaret. Men endnu staar tilbage at finde Haaøen.
Dermed skal, ogsaa efter Munchs Mening, være sigtet til Ytre Sulen. Denne Ø findes dog ellers aldrig kaldet Haaøen (d. e. den høie Ø). At den har et Fjeld, som heder Haafjeldet, kan ikke anføres som Bevis for, at Øen har havt dette Navn, saameget mindre som de nærliggende større Øer, Steinsundøen og Indre Sulen, have endnu større Høider. Endvidere vilde Varder paa Ytre Sulen og paa Askøen ikke kunne korrespondere. Efter lokalkjendte Folks Skjøn vilde det fra Haafjeldet paa Ytre Sulen nok være muligt at se en Vardeild paa Askøen, men kun i det Tilfælde, at Ilden var paa Ydersiden af
