fráfall jarlsins“, heder det i det latinske: fratres per sententiam judicis post mortem dicti ducis amiserunt. Omtalen af en saadan Dom i Anledning af Skules Dispositioner efter hans Død, en Dom, der alene kan tænkes hævdet paa Kongens Vegne, synes at bestyrke min Mening om Inddragningen af Skules Gods.
Hvad Dipl. I. No. 60 angaar, have Udgiverne – jeg indseer ikke, af hvilken Grund – henført det til 1265, dog med Tilføielse af et Spørgsmaalstegn. Men hvad der maa lægges Mærke til, er, at Magnus Haakonssøn her ikke kalder sig Konge, men alene „Magnus sunr Hakonar konongs“. Heraf maa man slutte, at Diplomet ikke kan være yngre end 1257, da Magnus i dette Aar fik Kongenavn efter sin ældre Broder, den unge Haakons, Død. Magnus maa altsaa antages som ganske ungt Menneske (og i Knut Jarls levende Live) at have tilbyttet sig en Gaard i det Nordenfjeldske og maa derfor have havt Eiendomme der allerede dengang, maaskee efter overdragelse af Moderen, Dronning Margrete.
2. Saavel i nærværende Afhandling, som tidligere,[1] har jeg af Sagaens Beskrivelse af Ceremoniellet ved Kroningerne 1247 og 1261 ment at kunne drage Slutninger om nogle ved disse særlig fremtrædende Lendermænds sandsynlige Slægtskab eller Svogerskab med Kongehuset. Navnlig har jeg ment at kunne antage et saadant om de fire Lendermænd, der 1247 indbare den første Ret ved Kroningsmaaltidet: Munaan Biskopssøn, Brynjulf Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde, Sigurd Biskopssøn. Med Hensyn til den sidste havde jeg dog hidtil ingen
- ↑ Norsk hist. Tidsskrift 3 R. III. S. 413.
