Det er nemlig høist sandsynligt, at den Ingeborg Munaansdatter, der tilligemed sin (formodentlig danske) Mand, Nicolas Plogpenning, længe havde tjent Hertuginde Ingeborg, Haakon V.s Datter, og som derfor af denne 1346 fik en Gaard i Bergen som Gave under visse Forbehold, har været en Datter af den Ridder, Hr. Munaan Baardssøn, som af mig i min nys citerede Afhandling er antagen for en Efterkommer af Munaan Biskopssøn og Fru Rangrid.[1] Rimeligviis er denne i Kongedatterens Tjeneste staaende og med hende formentlig langt ude beslægtede Ingeborg Munaansdatter opkaldt enten efter Hertuginden selv eller efter dennes Bedstemoder Dronning Ingeborg. Hertuginden kom tidlig bort fra Norge, og hendes personlige Bekjendtskabs- eller Venskabskreds der har neppe været stor. Naar man saa erfarer, at den senere Erkebiskop Paal Baardssøn ligeledes (1325) var i fortrinlig Grad yndet af Hertuginden,[2] ligesom ogsaa af hendes Søn, Kong Magnus Erikssøn, ligger det nær at formode, at han har været en Broder af Hr. Munaan Baardssøn og altsaa ligeledes maaske en Descendent af Fru Rangrid.
Kong Inge Baardssøn har, saavidt man kan forstaa, aldrig været gift. Han efterlod imidlertid en uægte Søn, Guttorm, der tildels blev opdragen sammen med den senere Konge Haakon Haakonssøn, hvem Inge holdt lige med sin egen Søn i Henseende til Klæder o. s. v. Guttorm, der beskrives som hastig af Sind i Modsætning
