i et Brev underrettede Haakon om, hvad der var skeet, og man seer, at i det følgende Aar er det ikke Aasolv, men Jon Tviskaven, der optræder paa Kongens Vegne mod nogle faa navngivne Varbelger. Tausheden kan vistnok alene være forsætlig; det har været den efter Kong Magnus Haakonssøns Instructioner skrivende Sturla Thordssøns Hensigt her ikke at give nærmere Besked og navnlig ikke at udtale noget om, hvad Magnus’s Fader har befalet eller villet med Hensyn til, om Skule, Magnus’s Morfader, skulde dræbes eller hans Liv spares.
Men Et er paafaldende. Aasolv var Hovedmanden for Toget, og hans Medhøvdinger paa dette angives i Sagaen at have været: Ivar Peterssøn, Arne Blakk, Klemet af Holm, Olaf Kidlingsmule og Baard Groessøn. Naar undtages denne sidstnævnte, der leilighedsviis nævnes under Aar 1257 (hvor man erfarer, at han var fra Hardanger), omtales ingen af disse Personer senere af Sagaen, ikke engang den høibyrdige og mægtige Aasolv selv! De forsvinde af Historien, uagtet de Fleste af dem tidligere flere Gange er nævnte. Dette maa nødvendigviis fremkalde Forestillingen om, at de saa langtfra ikke have faaet nogen Belønning,– at de snarere ere faldne i Unaade. Og det ligger nær at tro, at det har været Hensynet til Dronning Margretes naturlige Følelser og den Indflydelse, hun i Forbindelse med sine Frænder kan have øvet, som her har gjort sig gjældende.
Overhoved har den triste Begivenhed i Helgeseter uden al Tvivl kastet lange Skygger ned gjennem Resten af Haakons Tid. Det er endog ikke aldeles umuligt, at den i nogen Grad kan have paavirket Forholdet mellem ham og hans egne Børn, og overhoved synes Kløften mellem Skules Venner og hans Fiender at have været mærkbar længe efter 1240. Hvad jeg her støtter mig til,
