efter dræbt ved Helgeseter Kloster.[1] Erkebiskop Sigurd havde forsøgt at redde Hertugens Liv og foreslaaet, at han skulde faa Lov at drage til Kongen, og havde tilbudt Penge for at opnaa denne Indrømmelse, men dertil var af Birkebeinerne givet det Svar, at Erkebiskoppen da maatte sætte St. Olafs „staðr“, det vil altsaa sige Domkirken og alt, hvad der tilhørte denne og Erkestolen, i Pant. Til Skules Drab kom endvidere den slemme Ting, at dette var begaaet paa Klostrets Grund, og at man havde sat Ild paa dette; Begivenheden har en mærkelig Lighed med Hr. Olaf Nilssøns Drab i Bergen 1455 og Munkelivs Brand under fuldkommen lignende Omstændigheder. Den følgende Dag bad Aasolv og hans Fæller Erkebiskoppen om Absolution, og han gav den modstræbende og kun midlertidig, „at de kunde være sammen med andre Mænd, indtil de traf Kong Haakon og fik vide, hvad han vilde gjøre ved denne farlige Sag“ (hverju hann vildi af sér skipta um þessi stórvirki.[2] Hvad der skal forstaaes ved þessi stórvirki, siges ikke; man lades i Uvished, om der skal menes baade Klostrets Ødelæggelse og dets Profanation ved Drabene (hvad der nærmest var en Fornærmelse mod Kirken og Erkebiskoppen som Helgeseters Overherre) og Drabet i og for sig. Og hvad Kongen behagede af sér at skipta, – derom faar man siden ikke et Ord at høre! Men erfarer kun, at Aasolv
- ↑ Blandt dem, som dræbtes med ham, nævnes allerførst Sone Sik. Denne Mand forekommer ikke førend i denne Kongens og Hertugens Feide. Allerede Navnet gjør det sandsynligt, at han ikke har været en Nordmand, og da man i svenskt Diplomatarium II p. 231 ved 1297 finder en Suno dictus Sik, ligger det nær at antage denne for en Frænde af Skules Ven, der saaledes rimeligviis har været en Svenske.
- ↑ Flatøbogen III. p. 162.
