Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/194

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

stærkt fremtrædende Sagnfigur, men de Beretninger, som Almuen har havt at fortælle, ere, som sædvanligt, aldeles ugrundede og uden al historisk Betydning, atter ganske som Tilfældet er med Sagnene om Fru Gørvel. Det hedder, at hun listigt forstod at narre Bønder til at afstaa sine Gaarde. En Informator skal hun have ladet dræbe paa Grund af en Kjærlighedshistorie mellem denne og en af hendes Jomfruer. Stedet, hvor hun „lod ham halshugge“, har man endog villet paavise! En Præst skal hun have ladet hænge i et Kjelderrum paa Sundsby og ladet Hvælvet tilmure for at hindre Opdagelsen! Med sine Naboer paa Olsnæs af Familien Maaneskjold skal hun have levet i Fiendskab, og en af denne Slægt skal derfor have opbrændt Sundsby for at indebrænde Fruen, som dog lykkelig undkom. Siden skulde For-lig være kommet istand og Fru Margrete endog have begivet sig til Olsnæs for at fortælle, at hun vilde gjøre Maaneskjolds Børn til sine Arvinger, men disse troede hende ikke og slap sine Hunde løs, hvilke da med saadant Raseri anfaldt Fru Margrete, at hun neppe kom levende hjem til Sundsby. Dette til Prøve paa Mythedannelsen[1]. Saavel paa Sundsby som paa Aaby udbetales endnu hvert Aar en i Fru Margretes Testamente fastsat, men nu formedelst Pengenes sunkne Værd ganske ringe Sum til Omegnens Fattige.

IV.

Under Frederik IV’s og Carl XII’s Krig indsendte Biskop Bartholomæus Deichmann, hvis betydelige Indfly-

  1. Holmberg III S. 31–32. Til Sammenligning læse man, hvad der i Smaalenene fortælles om Fru Birte Kaas (gift med General Huitfeldt) paa Ellingaard i Smaalenene (Personalhist. Tidsskrift VI S. 238 f). Disse Fortællinger ere vistnok ikke saa graverende, men ligesaa dumme.