indre Kister ere af Furutræ. Fru Margrete er indsvøbt i sort Fløil, Hovedet bedækket med en hvid Dug og paa den ene Haands Lillefinger sidder en liden emaljeret Guldring“[1]. Den plebeiiske Aand er overalt sig selv lig. Da Valle Kirke skulde ombygges, ansøgte Communen om Tilladelse til at borttage dette Gravkapel under intetsigende Paaskud. Dette Communens Forlangende var saa meget mere lumpent og uforskammet, som Fru Margrete havde skjænket den aarlige Afgift af en fuld Gaard (Braaland) til Valle Kirke for sit Gravkapels Vedligeholdelse og Fredning, og den usømmelige Ansøgning blev naturligviis afslaaet ved kgl. Resolution af 13de Juni 1856[2].
Fru Margrete Huitfeldt har ved sit store Legat sikret sit Navn mod Forglemmelse. Om hendes Characteer og Personlighed vide vi ikke meget; kun synes det at være klart, at hun har været en driftig og dygtig Kvinde. I Baahuslen er hun, ligesom den ovenfor nævnte Fru Gørvel Fadersdatter er det i Skaane, bleven en
- ↑ I G. Brusewitz’s „Elfsyssel“ S. 260 anføres, at Thomas Dyre og Margrete foruden sine bekjendte Børn ogsaa havde en „gift Datter“, som „ikke blev begravet her“. Dette beror kun derpaa, at Margrete Tønnesdatter Huitfeldt af den gamle Frue kaldtes „Datter“. Havde det været en virkelig Datter, vilde naturligviis Testamentet til Göteborgs Gymnasium været en Umulighed!
- ↑ Holmberg III S. 25–27. Valle Kirke har saaledes været heldigere, end flere Steder i Norge, f. Ex. Onsø, hvis adelige Gravkapel i 1822 udenvidere sløifedes (B. Moe, Tidsskrift f. d. n. Personalhist. S. 182), og Østraat, hvor Bjelkernes Grave skjændedes en Menneskealder senere. Paa første Sted var det „Autoriteterne“, der optraadte paa saadan Maade, paa det andet den pureste Vandalisme (en Person med det ominøse Navn Gravrok).
