nemme og begunstigede Forpagtere, end Gymnasiet tilgode. Herpaa gjordes først Ende ved Rigsdagens Indblanding i Aaret 1809 og 1810. Heldigviis er Godset ikke blevet solgt, og dets Indtægter have altsaa kunnet voxe, istedetfor, som i Norge gjerne har været Tilfældet, efterhaanden at formindskes[1]. Forøvrigt er i 1840 den Forandring gjort med Bondegodset, at dette er overgaaet til at blive Arvefæste, hvilket dog antages at have været en saavel for Gymnasiet, som for Bønderne selv lidet heldig Foranstaltning[2].
Vi maa her tænke paa en nærliggende Parallel. I det sextende Aarhundrede boede i Danmark en svenskfødt Enke, der besad store Eiendomme i alle tre nordiske Riger, fornemmelig dog i Norge, hvor hendes Jordegods ligefrem var colossalt. Ogsaa hun sad, ligesom siden Fru Margrete, ved en Søns Død igjen som barnløs Enke, og hendes, rigtignok meget fjerne Udarvinger vare at søge i Sverige. Frederik II og Christian IV havde ingen Lyst til at see Godserne i svenske Hænder og formaaede hende til at afstaa dem til Kronen, og den sidste Konge blev tilsidst ogsaa Universalarving til hendes store Formue. Denne Kvinde var, som bekjendt, Fru Gørvel Fadersdatter, hvis Liv jeg ved en tidligere Leilighed har forsøgt at skildre[3]. Nu gjentog sig noget lignende, om end i betydelig formindsket Maalestok med den norske Fru Margrete, hvem uforudseede Begivenheder havde gjort til svensk Undersaat. Her fik de Svenske saa at sige nogen Revanche for Fru Gørvel, hvis i Sverige liggende Eiendomme dog ikke vare komne i Christian IV’s Besiddelse. I Testamentet til Gymnasiet omtales dog ikke,
