lov, og den anerkjender ikke nogen Arveret for uægte Kongedøtres Efterkommere. I 1389 havde Rigsraadet erklæret, at Erik af Pommern var retmæssig Arving til Kongedømmet, og at Arveretten for Fremtiden skulde regnes fra ham efter Landsloven, og paa dette Grundlag havde man levet i de senere Aartier før Oprøret, idet Eriks Fætter Bugislav var almindelig erkjendt som lovlig Arving i Norge. Men hertil kommer: ifølge Dokumenterne Vedkommende Opstanden 1436—37 har Amund Sigurdssøn ikke optraadt som Kronprætendent, men kun som Almuens Forsvarer mod udenlandske Fogder og med Krav paa en „national“ Regjering Hr. Daae anser det forklarligt, at Amunds Prætensioner i Aktstykkerne ikke omtales, „thi disse vare jo bestemte for Kong Erik, hvem man naturligvis mindst af alt vilde ophidse ved at inddrage en saa ubehagelig Ting i noget Brev“. Men naar man har fortiet Amunds Kronprætensioner for Kong Erik, for hvem har de saa været aabenbarede? Ikke de svenske Oprørere 10de Marts 1436, ikke Amunds Ledsagere 23de Juni 1437, ikke hans Tilhængere 18de Febr. 1437 kan have kjendt dem, siden de ikke med et Ord nævner dem og ikke fralægger sig enhver Mistanke om Forbindelse med et saadant Forræderi. Og af disse Aktstykker var kun det sidste bestemt for Kong Erik, og man tør ialfald for de øvrige hævde, at de aldrig kom ham for Øie. Men ikke heller Amund selv vover i det fra ham bevarede Brev fra „Magnusdag 1436“ til Rigsraaderne at antyde sine Prætensioner; tvertimod forsikrer han Kongen om sin Lydighed, ligesom han 18de Febr. 1437 søger gjennem sine Tilhængere trods sine „Prætensioner“ at opnaa et kongeligt Len paa Færøerne Ikke engang i sit Segl har Amund gjort nogen Antydning til sin paastaaede fornemme Herkomst, — noget som dog laa saa nær og som
