Man lægge nærmere Mærke til Udtrykket „Arving og født Konge i Norge“. Efter Krøniken udgav Amund sig altsaa ikke blot for Arving, men for „født Konge i Norge“, ɔ: for norsk Kongesøn. Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at han optræder som den afdøde Kong Olaf, Margretes Søn, at dette er Grunden til at han bliver brændt, og at altsaa den hele Beretning er en Gjenganger af Begivenheden i 1402 med den „falske Olaf“. Jeg kan ialfald ikke finde det andet end Vilkaarligt af Hr. Daae at fortolke Krønikens Ord „Arving og født Konge“ kun saaledes, at Amund „har optraadt med Paastand paa Arveret til Norges Krone“. Og selv denne Fortolkning maa, saavidt jeg skjønner, falde af flere Grunde. Der kan ikke paavises — eller er ialfald ikke paavist — noget Slægtskab mellem den ældre norske Kongeæt og Amund Sigurdssøn, som kunde begrunde nogen Arveret. Hr. Daae formoder, at Ridderen Amund Hatt i Værmland, som rimeligvis Var gift med en uægte Datter af Kong Magnus Erikssøn, Var Morfader til Amund Sigurdssøn, saaledes at denne kunde være Datterdattersøn af Kong Magnus eller Søsterdattersøn af Kong Haakon. Men selv om denne Formodning var bevist (hvad den ikke er), kunde Slægtskabsforholdet ikke begrunde nogen Arveret; ligesaalidt som Hafthoressønnernes Sønner i 1388 kunde hævde nogen Arveret, da alle kun nedstammede fra ældre Kongers uægte Døtre. Retteboden af 1302 — den eneste Arvelov, som giver uægte Døtre betinget Arveret — stiller som nødvendig Betingelse, at uægte Døtres Arveret regnes fra sidst afdøde Konge[1]; men desuden maa det erindres, at den Arvelov, som citeres i 1389 og gjennem hele Unionstiden, er Magnus’s Lands-
- ↑ P. A. Munch, n. F. Hist. IV, 2, S. 399.
