man hører derfor kun lidet om Kampe, absolut intet om Plyndringer eller Ødelæggelser. Det ser næsten ud til, at Amund Sigurdssøn uden Sværdslag har bemægtiget sig Oslo Bispegaard og ialfald kun efter nogle Timers Kamp har besluttet sig til Overgivelse; og senere hører man kun om mere fredelige Underhandlinger, hvor Rigsraadet helt eller delvis gaar over paa Oprørernes Side; Ganske anderledes omtales den anden Reisning under Halvard Graatop: det er en Almuereisning, den er mere lokal og mere voldsom, og Behandlingen efter Nederlaget er derfor ogsaa en anden. Vistnok havde Rigsraadet i 1437 aflyst al Feide og udstedt almindelig Amnesti; men samtidig var det fastslaaet, at hver den, som brød Freden igjen, skulde „være sande Landraademænd, miste Gods og Fred i Land og Løsøre og kunne fanges og dræbes af hver Mand baade inden- og uden Lands“. Dette i Forbindelse med, at det nye Opløb mere var rettet mod de indenlandske Styrere end mod Kongens Misregjering, maatte være Foranledning nok til, at man ved Gjentagelsen for haardere frem mod Oprørerne; men ogsaa disses voldsomme Færd og Plyndringer maatte øge Forbitrelsen mod dem. I alle Diplomer om Straffe og Bøder omtales derfor altid Halvard Graatop anderledes end hans Forgjænger; han er „Kongens Uven og Forræder“, og hans Oprør er „alt Landet til Skam og Blusel“; han nævnes foragteligt „Graatoppen“ og hans Tilhængere „de, som løb med Graatoppen“[1]. Mærkeligst kommer Modsætningen mellem de to Opløb frem i Olaf Buks Brev (27de April 1439) til Ind-
- ↑ „Graatop“ (d. e. graahaaret) betyder vistnok i denne Forbindelse „Ulv“, ligesom nutildags „Graatas“; derfor siges „løb med Graatoppen“.
