mod Halvard Graatops Bande og overtage Kommandoen paa Akershus ved Siden af Hr. Svarte-Jøns og kort efter uden denne, som synes at være vendt hjem til Sverige[1].
Ogsaa Sommeren 1438 har været urolig i det sydlige Norge, men Urolighederne har denne Gang navnlig holdt sig vestenfor Kristianiafjorden. Bevægelsen begyndte denne Gang i de vestlige Prestegjeld i Øvre Thelemarken, altsaa Hviteseid, Nissedal, Vraadal, Fyrisdal, Skafsaa og Mo („Thelemarken, saa vide som hører under Oslo Bispedømme“); men til dem har sluttet sig Bønderne i Nedre Thelemarken og Bamle, og herfra har de rimeligvis faaet sin Leder, idet Halvard Graatop synes at stamme fra Drangedal[2]. Om Oprørshobens Bedrifter vides kun, at den forsøgte at trænge frem til Oslo og paa Veien plyndrede „baade Kirker og Almue“ og navnlig paa Brunla Gaard, som tilhørte Olaf Buks Moder Hustru Sigrid, Enke efter Markvard Buk; omtrent samtidig har Almuen i Aker og Bærum nægtet at betale sin Skat til
- ↑ En anden norsk Regjeringshandling antages i Almindelighed at være foretaget af Erik i 1438, idet han fra Rügenwalde skal have udstedt Adelsdiplom for Sjofar og Nils Sigurdssønner (Rosensværd) efter Ansøgning fra disses Fætter, Kanniken Gudbrand Rolfssøn. Men denne Antagelse er vilkaarlig; Diplomet er ifølge den bevarede Afskrift (se Saml. t. n. F. Spr. og Hist. I 416) udstedt i 1458, da Kong Erik virkelig opholdt sig i Rügenwalde, og 1458 er det Tidspunkt, som passer bedst med de tre Personers Levetid (i 1438 levede endnu Sjofars og Nils’s Fader, Lagmanden og Væbneren Sigurd Sjofarsson, og da var neppe Gudbrand Rolfssøn bleven Kannik).
- ↑ Daae i dette Tidsskr. 1ste Række IV, 86. Der er dog neppe Grund til med Keyser og Daae at antage H. G. for den samme som Halvard Thoressøn (ovenfor S 108,).
