dem godkjendte af Rigsraaderne: alle danske og udenlandske Magthavere skulde udvises af Landet og være borte inden 29de Juli; kun for 2, de førnævnte Herlog Pederssøn og Jøsse Thomassøn, gjøres den Undtagelse, at de faar blive til Mødesdagen i Oslo. Iøvrigt anerkjendes Amund og hans Tilhængere som „krigførende Magt“, og der sluttes en formelig Vaabenstilstand: de 12 Rigsraader og Væbnere og Indbyggerne i Viken og „alle andre Kong Eriks Tjenere og Venner i Norge“ skal være „fri og felige i denne Dag uden alt argt og Argelist“ for Amund Sigurdssøn og hans Medhjelpere, og ligesaa de sidste for de første.
Det er nu sikkert nok, at Forligsbetingelserne blev udførte efter Bogstaven. Allerede i Juli 1436 er de udenlandske Fogder bleven udviste af Norge, hvilket fremgaar af Forhandlingerne paa Kalmarmødet (se nedenfor). Men havde det allerede paa Grund af den fremrykkede Tid og de lange Afstande vist sig vanskeligt for de norske Rigsraader at komme til Kalmarmødet i Juli Maaned ifølge Kongens tidligere Opfordring, maa det efter Forliget med Oprørerne have været endnu vanskeligere: det gik jo dog ikke an at forlade Riget, naar Kongens Fogder i Viken var bortviste og Oprørerne fremdeles stod væbnede. De paa Jersø samlede Rigsraader maa have sendt en Undskyldningsskrivelse til Kongen eller til Kongressen og forklaret Grundene for sin handlemaade, — sikkert er det nemlig, at der endnu i August ingen var kommen —; og de danske Rigsraader, som i Kalmar sammen med Stædernes Sendebud fik at mægle mellem Kongen og Svenskerne, benytter derfor i sin Fremstilling til Kongen Leiligheden til at omtale de norske Forhold og lægge ham paa Hjertet at rette paa de mislige Forhold der: „Og forglem saa ikke Norge, at I der udnævner (saadanne)
