i Provinsconsiliet 1436 klager over, at Udlændinger trænger sig ind i de geistlige Embeder og Beneficier „til Fortrængsel for de indfødte“, maa han vistnok fornemmelig sigte til Forholdene i Oslo Stift. Den vigtigste Anke mod Biskop Jens rammede ellers nærmest Kongen selv, idet Kong Erik havde gjort ham til norsk Kantsler, hvad der baade var i Strid med Lov og Sædvane — idet Provsten ved Mariakirken i Oslo skulde være Kantsler — og tillige var til stor Skade for Befolkningen, fordi Biskopen som Kantsler oftest maatte opholde sig udenlands hos Kongen og man saaledes „maatte løbe udenlands efter Indseglet“. At denne Klage ikke er Mundsveir, sees af Landsvistbreve, som er udstedte fra Helsingborg (1422), Gurre (1424) og Kjøbenhavn (1428); fra 1434 til 1437 opholdt Biskop Jens sig uafbrudt i Danmark eller Sverige, og i den Tid findes ingen Landsvistbreve udstedte, saa Kantslerembedet faktisk var ledigt.
Men tiltrods for den ulmende Misfornøielse maatte der dog støde noget udenfra til for at rokke Nordmændenes Lojalitet ligeoverfor Arvekongen. Under og efter det svenske Oprør benytter Kong Erik gjentagne Gange sine norske Raadgivere til at mægle, og i Oktober 1435 var flere af disse samlede i Stockholm for at bistaa Kongen, saaledes Biskop Olaf Nilssøn i Bergen, Biskop Jens i Oslo, Hr. Svarte-Jøns paa Akershus, Hr. Endrid Erlendssøn paa Tønsberghus, samt Væbnerne Olaf Haakonssøn (Stumpe), Sigurd Jonssøn (paa Sørum), Kolbjørn Gerst og Henrik Skakt, alle fra Østlandet eller dettes sydlige Dele. Ved det Forlig, som istandbragtes, maatte Kongen indrømme Sverige en selvstændig Regjering (Drost og Marsk) og love at betro kun Indfødte Rigets Len og Slotte. Det kan ikke feile, at de norske Raadsherrer har maattet føle Ønskeligheden af lignende Institutioner
