Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/106

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
68
L. DAAE.

den Erik Puke, som heldede til Engelbrechts Parti, 2 Stemmer. Menigmands Stemning blev dog saameget paaagtet, at en væsentlig Deel af Krigsførelsen overdroges Engelbrecht, men denne stod nu snart ved sin Banes Ende, idet han den 27de April 1437 myrdedes af Måns Bengtssøn paa en Holme i Mälaren. Faa Almuehøvdinger have erhvervet en Plads i Historien som han. Hans Virksomhed vakte den høieste Opsigt ikke alene i de nordiske Riger, men ogsaa i Nordtydskland, hvis Krøniker udførlig omtale ham, og mærkelig er i denne Henseende den veltalende, maaskee altfor idealiserede Skildring af hans Personlighed, som hans Samtidige, Dominikaneren Herman Corner i Lybek, har efterladt[1]. Beklageligvis har ingen samtidig Dansk eller Nordmand nedskrevet hans Historie, men i Traditionen og Sagnet har han levet længe ogsaa i Danmark. Et hundrede og sexti Aar efter hans Død sad den i Syvaarskrigens Historie berømte, men som Lensherre i Nedenes i Norge berygtede Erik Munk fangen paa Dragsholm Slot i Sjelland. Han forfattede her til sin Retfærdiggjørelse nogle i flere Henseender mærkelige, endnu af Historikerne ubenyttede Memorialer til den daværende dansk-norske Regjering, Christian den Fjerdes Formyndere. Erik Munk, aabenbart en ustuderet Mand, hvis

    comes usque ad ultima illius fata,“ beretter i sin Hist. metrop. eccl. Upsal. (Romæ 1560) p 96, at Engelbrecht var „libertino patre apud Dalecharlos natus“, hvorved maa forstaaes, at E.s Fader var bleven fra „ofralse“ optagen mellem Adelen.

  1. Chronica novella (Eccardi corpus historicorum medii ævi, II, col. 1341): „Generosus quidam vir, Engelbertus nomine, Sweuo natus, homo magnæ astutiæ et industrius, — — — electus forte ad hoc a Domino ut alter Saul, et roboratus ad protegendum populum suum et ad debellandum justitiæ adversarium. — —— — Militiam superba quadam extollentia animi aut cupiditate arroganti dominandi nequaquam assumsisse creditur, sed innatae miserationis pietate afflictis compatiens. — —“