for Udeblivelse fra et da afholdt Concilium i Bergen for den norske Kirkeprovinds.[1] Fire Dage efter Forliget mellem Kongen og det svenske Raad udstedte de tolv valgte Raadsherrer af samtlige Lande i sit eget Navn den formelige Erklæring derom den 18de Octbr. 1435.
Engelbrecht, der under de foregaaende Uroligheder endog var bleven valgt til Rigshøvedsmand ved Rigsmødet i Arboga 1435, havde ikke deeltaget i dette Forlig, og han var heller ikke med et Ord bleven nævnt deri. Skulde altsaa Forliget staa ved Magt, vilde det været forbi med hans Myndighed og politiske Betydning. Men Engelbrecht var ikke den, som vilde give Magten, hvis Sødme han nu havde smagt, fra sig. Der aabnede sig ogsaa Udsigter for ham til at gjenvinde den Stilling som Rigshøvedsmand, hvortil det aristokratiske Rigsraad intetsomhelst Hensyn havde taget ved Forhandlingerne i Stockholm. Thi Erik skal strax have begyndt sit fornyede Regimente i Sverige med at overtræde de fastsatte Vilkaar og bryde sit givne Ord. En ny Rigsdag i Arboga i Januar 1436 vedtog for anden Gang at opsige Kongen Huldskab og Troskab, men det blev her ikke Engelbrecht, som sattes i Spidsen for Statsstyrelsen. Han havde sat Bevægelsen igang, men Andre kastede sig nu ind i den og vilde benytte den til at hæve sig selv. Karl Knutssøn, som repræsenterede et stærkt Parti af Adelen, fik 23 Stemmer til Rigshøvedsmand, Engelbrecht, der i Egenskab af Adelsmand ikke havde stort at sige,[2] fik kun 3, og Adelsman-
- ↑ Dipl. Norv. VII. p. 394. Ialt vare dengang i Stockholm elleve nordiske Bisper samlede; se deres i Forening udstedte Afladsbrev for Bodfærdige, der besøge eller hjelpe St. Olafs Kirke i Eidsberg i Oslo Stift (Dipl. Norv. II. p. 540).
- ↑ Johannes Magnus, der (Hist. Goth., Romæ 1554, pag. 705) fortæller om sin Farfader Peder Store, at denne havde sluttet sig til Engelbrecht „vehementiore studio“ og været hans „individuus
