mellem Erik og Hanseaterne, hvilket dennegang endnu ikke ret lykkedes.
Endnu den 20de Juli vare svenske Rigsraader tilstede i Vordingborg, hvorfra Bisperne Thomas af Strengnes og Sigge af Skara just den Dag skrev til sine hjemmeværende Brødre,[1] men allerede 16de August deltoge de samme to Bisper i et mærkeligt særligt svenskt Raadsmøde i Vadstena, som var traadt sammen i Anledning af Opstanden. Her var det, at Engelbrecht indfandt sig, ledsaget af tusinde Bønder, og ved Trudsler og Haandgribeligheder tvang Raadet, som endnu var afgjort stemt for at bevare Foreningen, til at opsige Kong Erik Huldskab og Troskab.[2]
Da dette Brev kom Kong Erik i Hænde, befandt han sig i Kjøbenhavn, hvor Underhandlingerne med Hanseaterne synes at være blevne fortsatte. Han havde hos sig samtlige fem Biskoper fra det egentlige Norge, nemlig Erkebisp Aslak (Bolt) af Throndhjem, Jens af Oslo, en dansk Mand, der som Kongens norske Kantsler i mange Aar for det meste havde opholdt sig i Danmark og kun sjelden vist sig i sit Stift, den meget virksomme og ansete Audun af Stavanger, Peter af Hamar og Olaf af Bergen, samt dertil endnu otte verdslige norske Rigsraader: den gamle Hr. Endrid Erlendssøn af Losna, som i mere end en Menneskealder havde spillet en Hovedrolle i sit Fødeland, deeltaget i det store Møde i Kalmar 1397 og senere efterhaanden eller endog samtidig været forlenet med en stor Deel af Rigets Hovedlen, dennes Søn Erlend Endridssøn, Olaf Haakonssøn, sidste Mand af Ætten Stumpe, en oftere forekommende og øiensynlig meget anseet, men forøvrigt lidet bekjendt Mand, Svale Jonssøn (Smør),Sigurd Jonssøn af Sudreim, Giske m. m., Norges dengang
