Endskönt man mellem disse navne ikke finder medlemmer af alle dalevende norske adelsætter,[1] og uagtet dere af dem tilhörte indfödte danske, der ikke kunde nære synderlig interesse for Norge og dets anliggender, måtte dog denne forsamling ansees for en nogenlunde fuldstændig repræsentation af den norske adel. Dennes store flerhed havde ikke synderlig anseelse mellem sine danske standsbrödre og hævede sig neppe meget höjt over de odelsbönder, mellem hvilke de henlevede sine dage, så at den indfödte Normand endog kun sjelden kunde betroes forvaltningen af et större len. Der var nemlig kun et lidet antal mellem dem, der var i besiddelse af så megen velstand, at de ved udenlandsreiser kunde skaffe sig nogen höjere grad af dannelse end den tarvelige, de havde adgang til at erhverve i hjemmet.[2] Vistnok kan heller ikke den samtidige danske adel fortjene
- ↑ Således savnes navne som Venstermand, Skaktavl, Mouatt o. s. v. og flere danske adelsmænd, som ejede norske gårde. I det danske gehejmearkivs „indlæg fra alle lande 1648“ findes en ansögning fra Kristofer Svendssön Stenshorne, der i 27 år havde været bondelensmand i Eker len og nu önskede at få nyde sin gård fri for kongl. skatter, arbejde og skydsfærd o. s. v. ligesom under de gamle konger, der havde undt hans forfædre „skjold og hjelm, som andre adelige personer“; ifald han kunde opnaa dette, vilde han overlade kongen en gård i Sandsvær. I 1609 boede der i Eker prestegæld en „Keld Lauritssön til Stenshorne“, der af sit våben kan sees at have tilhört den gamle familie Tordenstjerne. (Diplom på pergament af 4 april 1609 i rigsarkivet.) Mellem nævnte „indlæg“ findes også en ansögning fra den senere så bekendte Georg Reichwein, der bad om at måtte få beholde tienden af Tanum og Kville, som i 1635 var forundt hans hustru, Karen Lucht, og hendes forrige mand, Nils Tolder, samt om at få bekræftelse på de adelige privilegier for sædegårdene Aker og Disen på Hedemarken, der vare ham overdragne for forstrækning i sidste fejde. Ved åbent brev af 30 aug. 1648 fik han kongetienden af Tanum og Kvine (i rigsarkivet.) S. d. fik Manderup Schönneböl samme frihed for sin afg. faders hovedgård Bertnes, som andre norske adelsmænd (åbent brev ibdm.)
- ↑ Datidens norske adelsmænd kunne (som helhed betragtet) nær-
