At forfatteren ikke har været norskfødt, synes bl. a. at fremgå deraf, at han oftere henter sammenligninger fra Danmark, f. eks. hvor han omtaler de nordlandske strømme og midnatssolen. Hans klager over den nordlandske almues beklagelige tilstand kunde synes at passe bedst for en indfødt; men man har samtidige eksempler på, at det ikke altid var disse, som med størst varme talte Norges sag, så at denne grund ikke er afgørende. Rimeligvis har således forfatteren, efter hvad der nu kan sees, været en dansk foged, der er ansat ved Gert Rantzows tiltrædelse, men hvis navn det foreløbig er umueligt at udfinde.
Flere indre grunde tale for, at den sammesteds trykte beskrivelse over Namdalen fra 1597 er af samme forfatter. Man kunde da antage, at han er forflyttet fra Lofoten til Namdalen kort i forvejen, da der her netop i 1596 var fogedskifte, uden at man dog kender mere end den fratrædende fogeds navn. At beskrivelsen over Namdalen ikke er forfattet af en indfødt, synes bl. a. at fremgå af den måde, hvorpå forfatteren omtaler „de Norske“. Derimod er det vanskeligt at uddrage nogen slutning for eller imod af de udtryk, hvori han (trondhj. vidensk. selsk. skrifter i 19 årh. I, pag. 445) omtaler nogle norske helligdage. For øvrigt er denne beskrivelse over Namdalen forsåvidt mærkelig, som man der første gang finder oplysninger om et fænomen, hvorpå videnskaben igen i vore dage har henledet opmærksomheden. Det heder nemlig i beskrivelsen af torskefiskeriet (l. c. pag. 447): „– – – at alt havet står, efterat fisken er bortgåen, ligesom det var tykt eller rørt, af det, som den gyder af sig“.
Som bekendt førte de svenske konger af det holstejnske hus, ligesom
kejserne af Rusland den dag idag, den gamle titel: „arving
til Norge“. Gustav III havde desuden for sin søn, Gustav IV Adolf,
hvis moder var den dansk-norske prinsesse, Sofie Magdalene, gjort
påstand på arveret også gennem hende, hvorfor sønnen antog titel af
„arving til Danmark og Norge“. Skæbnen vilde, at der ikke skulde
blive adgang for Gustav Adolf til at fremsætte sine prætensioner før
