med at göre det samme i Madras, betaltes der i Trankebar fremdeles told af alle indförte varer både tilsös og tillands. Sö-tolden opkrævedes med 2 procent af alle indförte varer,[1] og for dens skyld havde man i Trankebar den ærgrelse daglig at se de indiske varer föres forbi staden og gå til andre staters etablissementer, hvor der ikke krævedes nogen told. Der toges imidlertid intet hensyn til de forestillinger, som i den anledning gjordes af Anker, og efterat kompagniet i 1792 efter udlöbet af den gamle havde fået en ny oktroj for 20 år, vedblev den for Trankebar bestemte indförsels-told fremdeles at være 2 procent.[2] Et andet af Ankers forslag röber mere tidens ånd, idet han for at ophjælpe Trankebars manufakturer foreslog, at kompagniet skulde forpligtes til der at köbe varer for et bestemt belöb hvert år. Han stræbte i den anledning meget for at få den forsömte dyrkning af indigo i en bedre gang og var dermed ret heldig, navnlig ved den bistand, som heri ydedes ham af det anseede handelshus, Harrop & Stevenson. Sirts-tilvirkningen blev næsten umueliggjort ved de höje toldsatser; men også denne tog Anker under sin beskyttelse. I den senere del af sit ophold i Indien havde Anker også den glæde at se den trankebarske handel tiltage. I det hele taget var der neppe nogen foranstaltning eller noget foretagende, der sigtede til koloniens opkomst i en eller anden henseende, uden at det hos ham fandt den bedste modtagelse og kunde regne sikkert på hans hjælp.
Uagtet den betydelige virksomhed, som i slutningen af forrige århundrede udfoldedes af det dansk-ostindiske
