Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/387

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
361
GUVERNÖR PETER ANKER.

grev Schimmelmanns breve for 1791 og 1792, men kunde ikke udföres på grund af det ejendommelige forhold til rajahen, der betragtede kolonien som sin skatskyldige, og aldrig hverken selv vilde falde på at indrömme en sådan overdragelse, eller kunde få tilladelse af Englænderne, der med skinsyge vågede over, at ingen fremmed magt fik et altfor sikkert fodfæste i Indien.

Trankebar var ved Ankers ankomst ikke nogen fordelagtig besiddelse[1] og krævede, som sagt, et betydeligt tilskud af statskassen. Det var mest som oplagssted for den ostindiske handel, at det havde sin betydning; men denne kunde det måske have beholdt lige fuldt, selv om det omliggende territorium var bleven solgt og fæstningen forandret til et faktori. Den trankebarske handel var heller ikke på langt nær så fordelagtig, som den bengalske. Denne sidste handel blev vistnok en tid noget generet ved den told, som opkrævedes på Hugli nedenfor Frederiksnagor; men Anker fik ved sin mellemkomst öjeblikkelig ordnet denne sag, så at de dansk-ostindiske skibe for eftertiden ikke skulde afkræves mere, end de efter den oprindelige overenskomst vare pligtige til at give. Frederiksnagor var i regelen endepunktet for de ostindiske ekspeditioner, som ikke en gang altid anlöbe Trankebars red.

Anker fandt således ved sin ankomst til Indien Trankebars handel og manufakturer i stærk tilbagegang; han begyndte imidlertid straks at tænke på midler til at hæve disse, men uden meget held. Gang efter gang foreslog han i sine breve til hjemmet at ophæve tolden, der lå som en hæmsko på handelens frie opvækst. Medens Englænderne allerede i Juni 1788 afskaffede al told i Kalkutta og stode i begreb

  1. I 1795 opgav Anker koloniens samlede folkemængde til 300 Europæere og 40–50,000 Hinduer.