var så meget farligere, som det engelske kompagni – ialfald efter Ankers mening – bl. a. ved sine ekspeditioner mod de hollandske kolonier havde pådraget sig overordentlige udgifter og derved vilde blive lammet i sin handels-virksomhed. Allerede af denne grund og end mere formedelst Englands uvenlige holdning mod moderstaten kunde det således blive meget slemt for Trankebar under en krig mellem Englænderne og Tippo, ifald denne vedblev at nære sit tidligere sindelag mod kolonien, og Englænderne så dertil vilde unddrage sin understöttelse. Men til alt held var Tippo, der nu ikke vilde forsmå nogen allianse, bleven aldeles omstemt, og stod i en meget venskabelig brevveksling med guvernör Anker, hvis venskab han sögte af al magt. Tre af disse hans breve ere endnu bevarede og findes i Ankers kopibog for 1792–1796, hvor de ere oversatte efter originalerne, som vare skrevne dels på det persiske, dels på det marattiske sprog. Det förste af dem lyder efter denne oversættelse således:
„Fra sultan Tippo Sahib Bahader til general-major Anker i Trankebar!
Vi have modtaget Deres sidste brev og have lagt behörigt mærke til det derudi anförte.
At hans majestæt kongen af Danmark er Vores ven, er Vi nu forvisset om, og have Vi på grund deraf en oprigtig godhed for den danske koloni Trankebar, som skal vedligeholdes, ligesom Vores venskab for hans majestæt, kongen af Danmark skal dag for dag blive foröget. Da vi er overbevist, De önsker Vores velstand, så vil De og fornöje os meget ved flittig at underrette Os om Deres velgående med andet, som måtte forefalde. Vores Sidasiva Rejer, som er hos Dem, er velsindet og underretter Os om adskilligt.
Hovedstaden Seringapatnam i Januarii 1796.“
Som det vil sees indeholder brevet just ikke meget, og
