Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/319

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
293
GUVERNÖR PETER ANKER.

bestyrelsen af de indiske anliggender til den bekendte Povel Klingenberg, men uden dog for alvor at foretage noget virksomt skridt og bringe hjælp til Trankebar. De påfölgende ulykker, krigen med Sverige og den forögede finantsnöd lammede fremdeles regeringens foretagender, således at den först i 1668 atter kunde tage sig af de indiske etablissementer. I dette år afgik endelig en ny ekspedition, rimeligvis bestående af to orlogsskibe under anförsel af Sigvart Adelaer, og 20 November 1670 udstedtes en oktroj for det nyoprettede, andet ostindiske kompagni, som af kongen fik sig overladt ejendomsretten over alle anlæg i Trankebar undtagen kastellet, mod at betale tributen til Tanjour. Dermed var forbindelsen mellem kolonien og moderstaten genoprettet; men som det så ofte går, den mand, hvem man egentlig havde at takke for, at dette var bleven mueliggjort, lik kun ringe lön og behandledes med ligegyldighed.

Det nye kompagni optrådte straks med megen driftighed, sluttede fred med Bengalen og udstrakte sin handel ej alene did, men også til Mokka, Java og Kina samtidig med, at det uden forhöjelse af tributen fik sine oprindelige besiddelser ved Trankebar udvidede med flere landsbyer, som bleve overdragne af rajahen af Taujour.[1] Men dette varede ikke længe, og inden 14–15 år var kompagniets handel atter i stærkt forfald, hvad man især tilskrev den dårlige bestyrelse, skönt det også tildels kom af Hollændernes overgreb, ligesom kompagniet selv ved sine idelige forviklinger med de indfödte og ubesindige optræden mod disse havde stor skyld i den uvilje,

  1. De oprindelige tamuliske og vardugiske fyrster i Tanjour bare titelen naik; men da riget i den anden halvdel af 17de årh. kom under marattiske herskere, antoge disse titelen rajah. Disse vare vasaller under naboben af Kamatik. Aug. Hennings, gegenwärtiger zustand der besitzungen der Europäer in Ostindien, II, 26 flg.