Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/233

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
207
TRÆLLENES RETSSTILLING I NORGE.


Bevis for sin frigivelse og for at have gjort sit frelsesøl pålå det altid den frigivne at føre (G. L. 66; F. L. IX. 12; B. R. 47). Havde nogen imidlertid i 20 år upåtalt levet og handlet som fri mand, da var han dermed fri, „hvis han vilde det,“ og befriet såvel for tyrmsel som for at gjøre frelsesøl. – Dersom nogen forsøkte at vindicere en frigiven som sin træl, og denne lovligen beviste at have gjort sit frelsesøl, synes han efter F. L. IX. 10 tillige at være bleven fri for tyrmsel til den mand; omvendt havde den, der påstod at være befriet for tyrmsel, uden at kunne bevise det, forbrudt alt sit gods til herren.

Trællevæsenet ophørte i Norge henimod slutningen af det. 12te århundrede. Den sidste gang, trældom forekommer i sagaerne, er ved slaget på Re 1163, hvor det siges, at kongens trælle plyndrede Sigurd jarls lig (Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 14). Kristendommens indflydelse og vikingelivets ophør måtte nødvendigvis medføre, at den afgang, som ved frigivelser og frikjøbelser fandt sted, sjældnere og sjældnere blev erstattet. I erkebiskop Sigurds kristenret af 1244 (F. L. III. 19) er derfor også den lovbestemte årlige frigivelse af trælle ombyttet med en vejarbejdsplikt, og bestemmelsen i Håkon Håkonssøns retterbod i F. L. Indl. 20 vidner om, at der, som følge af trældommens ophør, er indtraadt et nyt og stærkt savn af frie arbejdsfolk. I den nyere lovgivning er alle spor af trældommen forsvundne.

I Sverige og Danmark afskaffedes trældommen først over et århundrede sednere, og i de øvrige germaniske lande bestod den endnu længere.