at have den største ælde, ligesaa i Akselberg – Julsaudnet, hvis det sidste kommer af mandsnavnet Ígull (jf. Ígulberg, nu Julberg paa Frosten, Íguldalr, nu Egerdal i Hamerø, og Julstad i Fron Dipl. 3, 1084; Ígull forekommer oftere paa Hedemarken f. ex. Dipl. 3, 109. 263. 714. 718); men det kan ogsaa komme af Gjurd = Gyrd, som (udtalt med „tykt l“) endnu er almindeligt mandsnavn søndenfjelds. – Sagen forklares vistnok bedst ved at betragte, hvorledes navnene dannes der, hvor rydningen nu er i virksomhed. Den yngste gaard paa Vefsnskogen (mellem Vefsn og Namdalen) søndenfor Store Maivand har der endnu ikke festet sig noget navn ved; den betegnes ved mandens navn („hos han Eland,“ „til han Eland“). Et stykke søndenfor er der en gaard, som dels kaldes Melingsmoen efter elven Melingen, dels med mandens, Gudmunds, navn; hvis nu Melingsmoen indføres i matrikelen, førend et navn er blevet fast eg har fortrengt de andre, kan det gjerne hende, at et med Gudmund sammensat navn eller et andet med elvens, f. ex. Melingsjordet, efterhaanden kan blive det i dagligt brug almindelige, og at der saaledes fremkommer to navne paa den samme gaard, uden at det ene kan siges at være ældre end det andet. I de fleste tilfelde tror jeg, at denne ubestemthed i navne paa nybyg er grunden til det omtalte forhold. Men heraf følger igjen, at saadanne navne ikke kunne være meget gamle, ikke ældre end de første fuldstændige fortegnelser over jordbrugene, og at en bygd, hvor disse dobbelte navne ere hyppige, og de øvrige navne ei have- en ældre karakter, i sin helhed kan sluttes at være nybyg. Dette gjelder størstedelen af Mo prestegjeld, de indre dale i Heimnes og den indre og øvre del af Vefsn (i Hatfjelddalen har jeg ikke været, men der finder det samme vist hyppigt sted).
