setning af et saadant ord med staðir. Det maa sammenstilles med det gamle kúla, f. hævelse, gevext; at ordet i folkesproget findes i en hankjønsform kul (ved siden af kula i en del af landet, s. Iv. Aasen), kan tyde paa, at der har været en saadan sideform ogsaa i det gamle sprog, og deraf kunde der være dannet et. kúli, brugt som øgnavn, ligesom kúla (Gulbranðd kúla); heraf kunde gaardnavnet forklares. Kulstad findes ogsaa i Verdalen. – Dolstad, hvor kirken staar; man kunde tenke paa dólgr, fiende, ogsaa: uvætte (jotun, troll osv.), der kan have været brugt som øgnavn. – Veset, her ei af vé, men af viðr, Vidarsetr jf. Vidset i Øxndalen. Jeg har ikke paa gaarden eller i omegnen fundet spor til en eneste begravelse fra oldtiden, og det er et sterkt bevis mod, at navnet skulde komme af stammen vé; der findes neppe en gaard med et deraf dannet navn uden fornlevninger. – Lindset. Nyland. Drevland af elven Drevja (se ovenf.). Stuvland, udtales Støfland og kan derfor ei komme af stúfr, stump, stubbe, men maaske af stufa, stue, for Stufuland, jf. Stønnes paa Senjen, fordum Stufunes, Munch Beskr. 61 (ligesom Stuenes, østre Moland). Stuvland findes ogsaa i Lurø. – Skaland, fordum Skaðaland (AB. 88), maa afledes af det almindelige skaði, m. skade; men betydningen kan forklares paa flere maader; det udtales nu nærmest Skalland ved en assimilation. Samme stamme i Skaabu (Gudbrandsdalen), før Skaðabú. – Holan, i matrikelen Holand; men l er tykt, altsaa flertal af hóll. – Søfting, fordum Syfting (AB. 88), som maa sammenstilles med fællesordet svipting, f., i folkesproget syfting, af svipta, at rykke hastigt bort eller at ryste; det kunde kanske forklares af, at det har været udsat for skred. – Utnes, Rydnes af ryðja, rydde. – Rossvoll af et gammelt Hrossavöllr, af hross, hest; men det kunde ogsaa
