Baugsstad. I Landn. 4, 5 nevnes Baugr, landnamsmand paa Lidarende, hvis første gaard hed Baugsstaðir. – Dyngjeset, rimelig af det i folkesproget forekommende dyngja, mødding eller blød myr (Dyngjusetr), hvoraf ogsaa Dyngjusandr i Holmedal, Bjørg. Kalvsk. 27, som nu gjenfindes i Dingsøren d. e. Dyngjesandsøren; ligesaa Dyngeland, Fane. Af dyngja, i gammelnorsk brugt om en art vaaningshus, komme andre lignende navne f. ex. Dyngja ved Konghelle (Dipl. 3, 68). – Kvitle, rettere Kvisle, hyppigt navn især ved grenede elve, af kvísl, f. gren; det bruges saavel om en elvs forgrening ved dens udløb (Elvekvislene d. e. Gautelvens mundinger), som omlandet mellem to elve, der løbe sammen til en større (som grenden Kvisle i Hol i Hallingdal). Her maa navnet tyde paa den grenede fjord. – Dale, fordum Dalir (AB. 89). Længere nede nyere navne som Audnet (d. e. rydningen), Rørmarken, Fjeldet, Reinfjord osv.
Til Nordsømn (Nyrðri Søfn) har vistnok aldrig hørt hele Brønø sogn, men altid kun vestkysten, der har væsentlig samme karakter som Sørsømn. – Brønø i middelalderen dels Brunney (f. ex. Dipl. 1, 497. 2, 208. AB. 127 i et tillæg omtr. fra 1500), dels Bruney (f. ex. Dipl. 5, 613); den første form ogsaa i Hak. S. hins gamla (Flat. III, 127) i flertallet Brunneyjar. Den er derfor rimelig den rette, og navnet kan komme af brunnr, en kilde. – Salhus, ogsaa i Folden og i Hamer, en sammensetning af salr, der maa betegne et hus af en særegen art. – Nordenfor er Mossem (saa udtalen, matrikelen Mosum) snarere af mosi, mose og myr, hvoraf vel ogsaa det islandske Mosfell, end af mór, mo. Gaarden ligger paa sumpigt land, og det aabne o i udtalen taler mod den sidste forklaring. – Tilreim, fordum Telgarheimr (AB. 90) eller Tjelgarheimr (Fornmanna ss. IX,
