Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fik saa Tilsynet med Grefsheim og det andet Gods i den Egn, hvorefter Hr. Truid drog hjem.

Meget var allerede opnaaet ved denne Reise, men mere stod igjen, og navnlig var det de svenske Fordringer, det gjaldt at blive kvit. Gustav Vasa understøttede Thuressønnerne, og vistnok efter hans Foranstaltning vare i Slutningen af August 1537 ti danske og svenske Adelsmænd tilstede i Halmstad for at dømme i Sagen.[1] De svenske Prætendenter havde paastaaet, at deres Fader og Bedstefader i 60 Aar havde maattet undvære sin norske Arv, hvortil Hr. Truid svarede, at Alf Knutssøn og Broderen Jøns havde delt sin Arv saaledes, at den første havde faaet det norske, den anden det svenske Gods, og at hans Hustru var rette Arving til alt Godset i Norge. Johan Thuressøn paastod igjen, at der intet Skifte havde fundet Sted. Kjendelsen gik saa ud paa, at da ingen Breve kunde fremlægges, skulde begge Parter møde den 25de Januar næste Aar i Oslo for otte Samfrænder, af hvilke hver skulde vælge de fire, hvilke da tilligemed de norske Lagmænd, som kunde erholdes, skulde dømme Parterne imellem.

Efterat saa Truid Ulfstand i Mellemtiden havde været virksom og bl. A. tilveiebragt et Vidnesbyrd fra Almuen ved „Haugane Stevnestue“[2] (20de Dec. 1537) om, at Hr. Alf i sin Tid aldrig havde drevet sin Broder

  1. Dipl. Norv. XII. S. 722. Betegnende for den solidariske Samfølelse, der dog endnu forbandt de nordiske Rigers Adel, er det, at disse i sin Erklæring ikke sondres efter sin Nationalitet, men at de syv af dem, der vare Riddere, nævne sig først, Danske og Svenske om hinanden, uden Tvivl efter Anciennetet som Riddere, hvorpaa komme de tre øvrige, der kun vare Væbnere, og som alle vare danske.
  2. I Tanum Sogn paa Brunlanes (Dipl. Norv. X. S. 91).