Ordet „borðviðir“ i vor ældre Lovgivning almindelig synes brugt om det kløvede og tilvirkede Træproduct som Handelsvare, i hvilken Henseende kan henvises til den foran citerede Retterbod af 11te Juni 1302, hvor det forbydes udenlandske Mænd at kjøbe „sperrur borðvið eða rapta“ af andre end fra Kongens Gaard eller af Raadsmænd og Husbønder i Kjøbstæderne. Paa samme Maade er Udtrykket anvendt i en omkring 1380 udgiven Retterbod,[1] hvor det forbydes udenlandske Mænd og Gjæster til Udsalg her i Landet at kjøbe „spærror borduidu æder spiro“. I Opgjøret mellem Erling Vidkunssøns og Finn Øgmundssøns Partier (1326)[2] findes opført som Drotsetens Gjæld: „X tylftir bordviðar“ sammen med 12 Mark 4 Ørtuger i „Gangspenninger“, saa at det synes, som om „bordviðir“ under hine Tiders følelige Mangel paa klingende Mynt endog har været benyttet som Omsætningsmiddel, ligesom de ogsaa i en senere Tid vides benyttede som Skyldspecies (Landskyld). Borð og borðviðr omfatter alle Dimensioner, altsaa baade Planker, Battens og Bord i Nutidens Sprog, og staar forsaavidt tildels i Modsætning til „fjöl“ og „fjalviðr“ som særlige Betegnelser for de tyndere Dimensioner, hvorvel sidstnævnte Udtryk bruges i Sammensætninger, hvor man neppe nutildags vilde anvende Ordet „Fjæl“ (t. Ex. fjala-golf, fjala-bru). Samme Betydning som „Bord“ synes Ordet „fjalviðr“ at have i Nyere Landslov, Landsleiebolken 62, hvor det heder, at „timber oc fjalviðr“, hugget i Almenning, henligger 12 Maaneder som Huggerens Eiendom, medens alt andet Virke, hvis det ikke afhentes inden Aften, „se allum iamheimolt“. Ordet „timber“ betegner formentlig i Alminde-
