maa have været Norges største Udførsels-Artikel paa hin Tid, ikke er nævnt, men da Tilladelsen kun gjælder Hamburg, lader Sagen sig maaske forklare derved, at Egnene sønden om Elbens og Weserens Mundinger allerede da have begyndt at lide Mangel paa Trævirke, og at de gjennem Hamburgerne ere blevne forsynede med denne Vare. I en Retterbod af Haakon V. („sandsynligvis udstedt i Bergen 11te Juni 1302“)[1] forekommer et Forbud mod, at Udlændinger „kaupe sperrur, borðvið eða rapta af oðrum monnum en af konungsgarðe æða radzmonnum oc hussbondum i bœnum“, og dette er det første Sted, hvor man særlig finder omhandlet Udførsel af forædlet Trælast. Senere opigjennem 1300-Tallet findes en Retterbod af Kong Magnus Erikssøn (Oslo 23de April 1340),[2] hvorved det forbydes Udlændinger og andre, som indlade Trælast („viðu“) i Mariekirkens Syssel paa Follo, at seile bort, forinden de have erlagt lovlig Told til Kirkens Provst (som indehavde denne Syssel ex officio paa Kongedømmets Vegne), og der lægges til: Bliver nogen overbevist om eller funden skyldig i at have overtraadt, hvad her er befalet, skal han undgjælde „som gamall rettr oc siduenia er till“.
Efter Tingenes Medfør maatte det i Middelalderen være en given Sag, at Omsætningen fra først af udviklede sig frit, at Sædvanen dernæst blev den ordnende Regulator, og at Lovgivningen først i tredie Haand traadte til for overensstemmende med Tidens Retning og Begreber at give de af Samfundets Krav paakrævede Forskrifter. Det synes derfor i og for sig sandsynligt, at regelmæssig Udskibning, navnlig af forædlet Trælast, omend i et Om-
