saa og efter Hans Kongl. Majts hanns Raads Resolution til næst forleden Arvehylding i Christiania forhørt Almuens Klagter uden Persons Anseelse, Vild eder Venskab, da maatte vi i Stedet fornemme, at Peder Anderssøn ikke anstilte sig som en retsindig Dommere, mens i Steden høiligen protesterede mod Almuen og var deres Vederpart fast mere end Jens Madssøn og Jørgen Philipssøn, som Sagen angik, tog fra dennem deres Dokumenter, saasom Supplikationer og Memorialer, de havde sig selv til Efterretning ladet optegne, og ikke vilde tage deres Prov ved Ed, mens i Stedet oplæst en Forordning om dem, som skriver Supplikationer for Almuen, hvad deres Straf skal være, under Hr. Hannibal Sehestedts Haand, som siden blev befunden at være udgiven in Anno 1649, dog lod sig ei forstaa anderledes, end at den nyligen var udgiven, Almuen til Skræmsel og Affald fra Sandhed, og paa Faaberg Thingstue maatte fornemme, at Døren blev tilstængt og Hyldingsmændene alene maatte være i Stuen, hvor de dennem truede imod al Lov og Ret og skrev efter egen Villie. Almuen havde ingen Forsvar, førend Rigens Fiskals Fuldmægtig Christen Jakobssøn kom efter til Dovre Thingstue i Lesje Prestegjeld, der han paa Rettens Vegne begjærede, at Almuens Klager, Prov og Vidnesbyrd maatte høres og beskrives; da vilde Peder Anderssøn tage hans Fuldmagt fra ham, som Peder Anderssøn dog efter lang Disputats maatte faa fra sig igjen imod hans Villie, og som Christen Jakobssøn fik det saa vidt, at nogle faa Klager nogenledes blev forhørt (dog ei rettelig, som det sig burde), og Peder Anderssøn fornam, at der var mangfoldige Klager, brød de af igjen, sigendes, at det ei stod i deres Kommission, saa at Almuen intet mere kunde udrette, mens maatte klage sig rettesløs. Som saa Thinget var splittet og Almuen næsten borte, saavelsom Rigens Fiskals Fuldmægtig, begav forne Peder Anderssøn, Laurits Christenssøn, Knud Frands-
