skal vi kanske tage dem?“ Det var umuligt for Peder Anderssøn at komme tilorde, idet Bønderne trængte op mod Bordet. Skriveren skjød da Lagrettemændene til Vidner paa, at han ved Vold hindredes fra at opfylde sine Pligter. Men fire af Bygdens mægtigste Bønder sagde da til Lagrettet: „Forsegler I noget af dette, saa skal I faa en Djævel.“ Paa samme Tid raabte de til Skriveren: „Fører du noget af dette ind i Bogen, saa skal du faa en Djævels Færd.“ Da kom der krybende en Gut ind under Bordet, sandsynligvis i den Hensigt at hente Christen Jakobssøns Fuldmagt bort fra Bænken, hvor den laa. En af Hovmændene blev ham var og sparkede ham væk. Larmen og Tummelen blev sterkere og sterkere. Hyldingsmanden Thore Guper greb allerede fat paa Skriveren; denne slængte da Christens Fuldmagt hen til Eiermanden og raabte saa: „Der ser I, Dannemænd! Der har han den!“ Men nu var det for sent. Der var intet andet for Laurits Christenssøn og Skriveren at gjøre – paastod de – end at slaa Bøgerne sammen og stikke Dokumenterne til sig, saa godt de kunde, hvorpaa de „med Frygt og Rædsel“ rømte ud af Thingstuen. Jens Madssøn havde allerede i Begyndelsen af Optøierne smurt Haser, da han saa, at Bøndernes Kjeppe paa en foruroligende Maade begyndte at bevæge sig i Retning af hans Hoved.
Nu stod der kun et Prestegjeld i Dalen tilbage, som Retten havde at besøge. Det var Frons Gjeld, Magister Ivers eget Sognekald og Christen Jakobssøns Hjemstavn. Her skulde Jens Madssøns Sag behandles Lørdag den 16de November.
Dagen efter at Underfiskalen paa en saa brammende Maade havde forladt Landems Thingstue – vistnok meget
