knurre. Magister Ivers Svoger, Christofer Thordssøn af Fron, der ogsaa paa dette Thing havde indfundet sig, blev saa forbitret over at høre sit Navn nævne paa en fornærmende Maade i Jens Madssøns Indlæg, at han drog sin Sabel, trængte frem gjennem Sværmen, hoppede op paa Thingbordet, greb Jens Madssøn i Armen og ruskede ham under Løftet om, at han skulde faa en Ulykke for, at han havde indført ham i sin Klage. Med Hensyn til den Beskyldning for Oprør og Opsætsighed, som Jens Madssøn havde udslynget mod Bygdens Hyldingsmænd, æskede disse og fik en Erklæring fra Almuen om, at der ikke var andet at sige paa dem end det, som godt og ærligt var. Derpaa gik Sorenskriveren over til at oplæse den Fuldmagt, som Jakob Madssøn Lund havde givet Christen Jakobssøn til at forrette som Fiskal i Dalen under hans Fravær, og som denne havde indlagt i Retten. Paa Jens Madssøns Opfordring negtede Kommissærerne at udlevere Fuldmagten til Christen, efterat den var bleven oplæst. Da denne nu troede, at det var deres Mening at ødelægge den, blev han aldeles rasende. Han begyndte først at tale eggende Ord til Bønderne; siden sprang han frem til Bordet og greb baade efter Fuldmagten og den store Supplikation, som Skriveren netop havde i Haanden. Skriveren kastede den da ned i Bænken ved Siden af Laurits Christenssøn. Christen knyttede Næven, slog vældigt i Thingbordet og brølede: „Guds Død! Nu flyr I mig den strax igjen, siger jeg!“ Dermed vendte han sig om til Almuen og raabte: „Drages til Minde, Godtfolk, at de tager mine Breve fra mig! Skal de ikke give mig dem igjen?“ Strax reiste der sig Bulder og Larm i Thingstuen. Bønderne skraalede den ene i Munden paa den anden: „Tag dem, tag dem! Eller at
