Anna Colbjørnsdatter døde den 26de Juli 1736[1] efter i længere Tid at have været svagelig. Paa det sidste var hun sløv og kunde – efter hvad Broderen Peder Colbjørnsen skriver – lidet erindre. Hendes Børn var alle døde, og kun den ene, Datteren Johanna, havde været gift (med Lagmand over Fredriksstad og Tønsbergs Lagdømme, Assessor Lars Mikkelsen). Hun efterlod en Datter Anna, der var født 19de Juli 1717 og kaldte sig Anna Ramus. Der var Uenighed mellem Anna Colbjørnsdatter og hendes Svigersøn, der var „af et vanskeligt Gemyt“ . Hun havde derfor heller ingen Godhed for Datterdatteren og tænkte, da svigersønnen var død – omkring 1730 – at „vende sine Midler andetsteds hen“. Da Peder Colbjørnsen hørte dette, fik han overtalt hende til at lade det være, tog med hendes Minde Barnet hjem til sig og lod hende opdrage efter hendes Stand og „forventede Formue.“ Hun blev nu i hans Hus paa Fredrikshald til 20de Mai 1736, da han hørte, at Søsteren var bleven meget svag, og han fandt det rigtigt at sende Datterdatteren op til hende. Det skede ikke efter noget ønske fra Anna Colbjørnsdatters Side, da hun endnu ikke havde faaet noget tilovers for Barnet. I Begyndelsen af Juli blev Peder Colbjørnsen selv kaldt op til sin Søster, og han fandt hende da saa svag, at hun af og til forekom ham at være uden fuld Bevidsthed. Engang, da hun havde sin Fornufts Brug fik han gjort den Aftale med hende, at Datterdatteren skulde have alt, hvad hun eiede, og hun bad ham fremdeles tage sig af Barnet som Formynder, hvilket han lovede. Hun havde gjort dette af Frygt for en Mand, der havde overhængt hende med sine Forslag, og hun vilde ved denne Foranstaltning sikre sig mod, at Datterdatteren skulde forledes til uheldige Dispositioner over sin betydelige Formue, 20–30,000 Rdlr.
- ↑ Saaledes L. Daae i Hist. Skildringer, II. S. 106. Efter P. Colbjørnsens her omhandlede Skrivelse skal hun være død 22de Juli. Jfr. ogsaa B. Moe, Aktstykker til Kong Fredrik IV.s Krigshistorie, S. 18 flg.
