hinanden, og tilsidst forbindes de, idet Havarmen bliver til en Bugt og Flodmunding.[1] „Terra de Labrador“ bliver saaledes til en øst-vestlig Kyststrækning i Nord og Nordøst for Newfoundland, hvor i Virkeligheden intet Land findes. Men selv Gomera har dog bevaret saa meget af den ældre Tradition, at han ved, at Labrador-Landet laa paa 60° N. B., medens han dog lader det strække sig op mod Grønland, altsaa til henimod 800. Til et vestligt Land paa disse Bredder maa Olaus Magnus have fortalt Gomera, at „Juan Scolvo“ har søgt, og Gomera har da identificeret dette Land med sit „Labrador“.
Fra Olaus Magnus har vi som bekjendt bevaret to selvstændige Arbeider over Nordens Geografi og Historie: 1) et Kart over Nordeuropa med kort Beskrivelse, trykt paa Italiensk i Venedig 1539 og optaget paa Latin i Basel-Udgaven af hans store Værk, og 2) hans store kulturhistoriske Værk om de nordiske Folk, udg. i Rom 1555 og Basel 1567. Kartet fra det førstnævnte Værk er, med meget faa Ændringer, ogsaa optaget i Udgaverne af det andet.[2] Paa dette Kart sees Island mellem 71° og 75° N. B. og Gruntlandia helt oppe ved 84°–85°,idet det ved et smalt Farvand skilles fra Norge, der ligeledes strækker sig til henimod 85°; derimod kjender han intet nordisk Navn vestenfor eller sydvest for Island. Det er tydeligt, at Olaus kjender noget af Grønlands ældre Historie: han ved saaledes, at „Kong Haakon“ har ført en seirrig Krig med Grønlænderne, og skildrer Eskimoernes Skindbaade, om end noget fantastisk. Ogsaa en Reise dertil i
