her sin Indiens (ɔ: Amerikas) almindelige Historie, 1ste og 2den Del, som, skjønt forbudt af den indiske Direktion, dog blev trykt 1553 i Byen Medina del campo (S. V. for Valladolid) og senere flere Gange optrykt samt oversat paa Fransk og Italiensk. Hans Hovedformaal var, som allerede Tilskriften paa Titelbladet, „Hispania victrix“, antyder, at vise, at „Indien“ var først opdaget og beseilet af Castiljanerne, og at kun de havde Ret til at kolonisere det. Hans Hovedkilder („Indiens Historikere“), som han nævner i en Fortale, er Petrus Martyr de Angleria i hans Oceanica. (Udg. af 1526), Fernando Cortes’s Skrivelser til Keiseren og Oviedo’s „Indiens“ Historie (Udg. af 1535); hertil kommer endnu Titulær-Erkebiskopen Olaus Magnus, som Forfatteren havde truffet „i Bologna og i Venezia“, og hvis Kart-Beskrivelse af 1539 han benytter. For at faa Overblik over hvad Gomera har laant fra Olaus Magnus og fra andre, hidsætter jeg i Oversættelse Afsnittene om „Indiens“ nordlige Grænser og Landsdele.
Det Land, vi kalder „Indien“, er ligesaa meget en Ø som vort eget. Jeg vil begynde (med at beskrive) dets Beliggenhed mod Nord, hvor Grænsen er meget sikker. Og jeg vil gaa frem efter Grader, hvilket er det bedste og det sædvanlige. Jeg hverken maaler eller beskriver Kysterne af Europa, Afrika og Asien, fordi mange har gjort det før. De Lande, som „Indien“ nærmest og tydeligst grænser til mod nord, er Islanda og Gruntlandia. Islandia er en Ø paa omtrent 100 Mil, under 73 Graders nordlig Bredde; ja endog længere nord efter nogles Mening, som siger at én Dag der varer omtrent ligesaa længe som to Maaneder hos os. Islandia betyder „Is-Ø“ eller „Is-Land“. Og ikke blot fryser Vandet omkring den men der opdynger sig inde paa Øen saa store og mægtige Ismasser, at Jordbunden brager. Og det lader til, at Menneskene lider. Og derfor tror Islændingerne (los Isleños), at
