let ganske andre Grundsætninger ligeoverfor den engelske Handel end dem, hun nu fik høre af Udsendingen“. Og dermed blev det. Hvad der særligt gjaldt for Polen og Danmark, beretter Grotius, var ikke at miste Kornudførselen til Spanien, der væsentlig dreves af Amsterdams Kjøbmænd.[1] Men Danmark havde paa denne Tid ikke noget Korn-Overskud, der stod i Forhold til Begjæret fra det store spanske Marked, hvorimod navnlig den spanske Krigsflaade under de daværende Forholde trængte en betydelig og aarvis Tilgang paa Bygnings-Materiale, der i forskjellige Retninger ene kunde tilfredsstilles fra det rige og velkjendte Trælast-Marked i Norge, hvorfor det lader sig forudsætte, at der ved Affærdigelsen af Gesandtskabet til England fra vor Styrelses Side vel saa meget er taget Hensyn til Norges som til Danmarks economiske Interesse, om man end maaske har villet skyde denne Side af Spørgsmaalet tilside under Forhandlingerne, hvilket dog lidet nyttede ligeoverfor en saa kraftig og skarpsynt Personlighed som Dronning Elisabeth.
- ↑ Efter Bergens Toldregnskab 1597–98 indkom „formedelst Guds Storm og Veder“ et Campener Fartøi paa omtr. 40 Læster, der var paa Reise fra Kjøge til Spanien med Byg. Begjæret for Kornvarer og Trælast maa paa denne Tid have været meget stort i Spanien, siden man saaledes modtog hollandske Fartøier, om ogsaa kun per dispensationem.
