lænderne[1] og Hollænderne, men fortsattes senere til Gjengjæld saa meget stærkere af de bekjendte „Dunkerkere“, efterat Krigslykken paa Havet havde vendt sig mod Spaniolerne og disse ikke længer ved Nordsøen formaaede at reise større Krigsflaader, medens omvendt Englænderne og Hollænderne efterhaanden ophørte med Sørøveri, eftersom de sattes istand til at organisere en regulær Orlogsmagt. Det almindelige Forhold henimod 1500-Tallets Slutning var saaledes dette, at DunkerkerKaperne, navnlig i Nordsøen, forulempede Farten til og fra England og Holland, medens Englænderne og Hollænderne med sine Krigsskibe eller Kapere, saavidt gjørligt, forulempede Farten paa Spanien og Portugal eller paa disse Landes Colonier. Kaperiet, eller Sørøveriet under officiel Bemyndigelse, antog under disse Omstændigheder en organiseret Skikkelse, og det nyttede ofte kun lidt, at Coffardimændene seilede i sluttede Flaader under saakaldet Admiralskab, da Kaperne ogsaa samlede sig sammen for med forenede Kræfter at angribe de fredelige Seilere. At disse Forholde ogsaa maatte faa Indflydelse paa en saa stor og vigtig Handelsgren som Afhentningen af Trælast fra Norge, er af sig selv indlysende. I denne Fart vare Spaniolerne for sin Marines Skyld ligesaa interesserede som Englænderne og Hollænderne. Det gjaldt for alle Parter at sørge for sin egen Forsyning og saavidt muligt at hindre Modpartens. Dunkerkerne fandt sig i denne Henseende bedst tjente med at angribe og plyndre de hollandske Fartøier, der, forsynede med contante Penge, seilede til Norge for
- ↑ Lindsay beretter i sit Værk om den engelske Skibsbygning, at Mayoren i Dover ved Aar 1563 var en berygtet Sørøver, og at baade han og andre indflydelsesrige Indvaanere (other leading inhabitants) i Byen ikke engang indskrænkede sig til Plyndring af Neutrale, men, hvor Leiligheden gaves, ogsaa angrebe sine egne Landsmænd.
