hvorvel det maaske undertiden kunde lykkes disse i en eller anden Af krog at faa sig tilpranglet nogen Smaalast til Underpris eller for Skamkjøb. Den store Landcommission af 1661 afgav en Indstilling, der ganske vist er af største Interesse for Skovbrugets og Trælasthandelens Tilstand paa hin Tid, men den var og en Commission, der efter sin Sammensætning maa ansees nedsat ad hoc, og hvis endelige Øiemærke maatte blive at skaffe Kjøbstæderne en exclusiv Udskibnings-Ret. Under disse Omstændigheder er det af sig selv indlysende, at de Kjendsgjerninger, som den fremdrager, og hvortil den støtter sig, ikke altid uden videre kunne ansees fyldestgjørende som almindelige Udgangspuncter, om de end enkeltvis tør gjengive et Billede fra Virkeligheden. En objectiv Betragtning af Forholdene kan i et Tilfælde som det heromhandlede kun faaes gjennem statistiske Data, hvis Betydning man i hine ældre Tider ikke vidste at vurdere, og forsaavidt har maaske Nutiden gjennem Lehns-Regnskaberne i Forbindelse med Tids-Afstanden et sikrere Grundlag for sin Bedømmelse, end den almindelige Landcommission var i Besiddelse af i en tildels stykkevis Forstaaelse fra det daglige Livs locale Erfaringer, hvor respectable disse end i mange Henseender kunne have været. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at den Trælastflaade, der aarligaars gik til Norge, allerede fra Midten af 1500-Tallet havde været saa talrig og af en saa betydelig Tonnage, at Norge umulig kunde modtage lutter Indførsels-Artikler i Udbytte for sine Skovproducter. Dette viser sig ogsaa af Regnskaberne, hvor Massen af ankommende Fartøier, naar overhovedet nærmere Forklaring gives, anføres som ballastede, forsaavidt det ikke endog udtrykkelig heder, at vedkommende Fartøi „indførte Ballast og rede Pendinge“. Men hvad-
