merlast, medføre Varer, hvilke „vore Undersaatter udi Betaling for Tømmeret saa godt som tvinges til at annamme, hvorudover hvis gode Varer her udi Riget falder, bliver udført og mesten fordærvede Varer for ubillig Pris og moxen ingen rede Penge udi Landet igjen indføres, vore Undersaatter i Længden til stor Skade og Fordærv“ – en Skrivelse, der ved sine kraftige Udtryk giver et Indtryk af Kongens varme Retsfølelse, men derfor vel ogsaa nærmest slutter sig til en speciel Sag, der har vakt Kongens Harme.[1] I den almindelige Landcommissions Indstilling af 1661 heder det paa lignende Vis, at Hollændere og andre bruge „deres Trek og Egennyttighed med faa Skibe at lade komme paa Havnerne, saa Bonden ikke kan faa saa meget for sin Last som Værdien af hans Kost, der er fortæret, imidlertid samme Last er huggen“ o. s. v. Denne Udtalelse stemmer vistnok med, hvad man andetstedsfra ser omtalt, at de hollandske Skippere i Forveien sig imellem aftalte, hvad de vilde give for Bjælkerne og Bordene, som de agtede at hente i Norge, men det vil neppe kunne undgaa et handelskyndigt Øie, at deslige Skipper-Aftaler umuligt kunde have gjennemgaaende eller varig Indflydelse paa en Handel, der havde antaget saa store Dimensioner som den norske Trælast-Export efter 1570. Man behøver i saa Henseende kun at se hen til Omfanget af Exporten t. Ex. fra Drammen og Langesundsfjorden eller endog kun fra Romsdal og Nordmøre. Priserne for en Omsætning af denne Betydning opgjordes, derom kan man uden videre være forvisset, paa Amsterdams Børs af de store Importeurer efter et velberegnet Opgjør af Markedets almindelige Tilstand, dets Begjær og dets Tilbud, og ikke efter selvraadige Indfald af nogle Enckhuysen- eller Gampen-Skippere,
- ↑ Der mangler iøvrigt heller ikke Exempel paa, at Bonden lagde an paa at bedrage Hollænderen.
