trædende end i de fleste andre af vore Byer. En indvandret Amsterdamer, Johan de Noquers med Hustruen Sara, der forestod Kramboden, viser sig at have været Stadens mest foretagsomme Handelsmand, og ved Siden af ham finder man Navne som Otte Lorrick, Henrik Sommerskiell m. fl., der tyde hen paa samme Oprindelse. Uagtet Trondhjems udenrigske Skibsfart ikke absolut taget naaede op til noget betydeligt Omfang, var den dog gjennem Tidsrummet i stærk Udvikling og har derhos allerede fra først af et Særpræg, der ligesom udskiller det gamle Erkebispesæde fra Landets øvrige Stæder, hvor Omsætningen kunde være baade livligere og mere omfangsrig, men tillige mere udstykket og kræmmeragtig. Udenfor den danske Trafik, der nærmest var at anse som indenrigsk, foregik den hele udenrigske Omsætning fra Trondhjem i større Skibe, paa 40 til 80 eller flere Læster, der væsentlig hørte hjemme i Amsterdam, men ikke ganske sjelden tillige i Trondhjem selv eller i London. Det største Skib, som findes i samtlige de Staden vedrørende Told-Regnskaber, er et Trondhjems-Skib, St. Oluf paa 100 Læster, der eiedes af Lehnsherren Oluf Parsberg „samt nogle andre Indbyggere“ og i 1629 udklarerede til Udlandet med 450 Tylfter Deler. Hvor livlig Stadens indenrigske Omsætning til sine Tider kunde være, viser Told-Regnskabet for 1611–12, hvorefter der i Tiden fra 16de til 26de April sidstnævnte Aar, der formodentlig har været gunstigt for Fiskerierne, fra Trondhjem udgik til Nordland, Bergen og Bjugn ikke mindre end 44 Smaafartøier med en samlet Drægtighed af 643 Læster.
