1ste Mai 1624 kun et eneste Fartøi, hvilket muligens staar i Forbindelse med et eller andet Udførselsforbud i Anledning af Bergens Brand den 6te April 1623. I de følgende Aar synes atter normale Forholde at have indtraadt. Antallet af de fra Søndhordland med Trælast udexpederede Fartøier viser sig at have udgjort:
| 1624–25. | 1626–27. | ||
| af | scotske[1] | 44 | 55 |
| – | orknøiske og hjaltlandske | 19 | 10 |
| – | tydske | 17 | 13 |
| – | hollandske | 3 | 1 |
| – | norske | „ | 2 |
| Tilsammen | 83. | 81. |
I 1627–28 udexpederedes 90 Fartøier og endnu i 1634–35 82, men i 1636–37 synker Tallet til 60, der samtlige vare hjemmehørende i Scotland eller i vore tidligere Bilande med Undtagelse af et Londoner-Skib paa 60 Læster. Tydskerne ere nu ganske forsvundne, og man har saaledes endog i Trælast-Udførselen fra Søndhordland et Bevis paa, hvor ødelæggende Trediveaars-Krigen virkede paa den kort forud saa blomstrende tydske Søfart, der i stor Udstrækning ogsaa for Trælastens Vedkommende havde været en Fragtfart, idet det af tidligere Regnskaber fremgaar, at navnlig Stralsunderne jævnlig havde været fragtede til at føre Trælast over til Scotland. Den stærke Forbindelse med dette Land gav den hele Handel sit Præg. Salt, scotsk Klæde og „Pled“ sees at have været de vanlige Omsætningsmidler, hvor contante Penge fattedes, og som
- ↑ Navnene paa de scotske Byer, hvor Fartøierne hørte hjemme, ere ofte sært fordreiede: „Karkadi“ er Kirkaldi, „Ferelsbrugh“ er Frasersborough, „Bruntellig“ er Burntisland, „Semonens“ er St. Monans, „Eli“ er Alloa o. s. v.
